Forandringer, fundamentet for al udvikling og derfor naturligt i en organisation som udvikler og tilpasser sig eksisterende vilkår. Uden forandringer sker der ingen udvikling. Forandringsledelse er derfor en naturlig del af dagligdagen og noget, der bør prioriteres og italesættes.

Når jeg som konsulent er i en organisation og skal være med til at højne forandringsparatheden, oplever jeg ofte, at der er stor forskel på, hvordan man oplever, hvad det egentlig betyder.

Forandringsparathed skal forstås som individets tanker om og holdninger til en forandring. Både som leder og kollega oplever man ofte, at det er svært at få alle med på forandringen. Og det er selvfølgelig fordi, der er mange mekanismer i spil, når en forandring sættes i gang.

Når nogle er meget lidt forandringsparate, er der som regel flere årsager hertil, og jeg vil fremhæve følgende:

  • De mennesker, som skal gennemføre forandringen har som oftest ikke haft særlig meget tid til at forberede sig på forandringen, mens dem (oftest lederen) som har haft kenskab til den planlagte forandring i væsentlig længere tid på den baggrund har bearbejdet egne følelser og holdninger.
  • Forandringer opfattes forskelligt. Det, der kan opfattes som en meget stor og radikal forandring for en, opfattes ikke nødvendigvis lige så omvæltende for en anden som måske tilmed opfatter forandringen som en kærkommen ny mulighed til noget ekstraordinært spændende.

Det interessante er, at vi alle får følelser i forbindelse med forandringer, og det spændende er, hvordan reagerer vi på disse følelser. Hvilke følelser giver vi opmærksomhed, når vi konfronteres med forandringen? Vi kender alle til at være i konflikt med os selv. På den ene side og på den anden side. Det er slidsomt at være i, og det er derfor vigtigt, at vi bevidstgør os om, hvordan vi håndterer disse indre modstridende følelser.

Følgende historie skal prøve at illustrerer dette:

Den gamle hvidhårede indianer sidder med sine to børnebørn og kigge mod solnedgangen. Han har længe ville lære dem noget om livet ud fra egne erfaringer. Han synes der er vigtigt at lære dem om de indre konflikter som de fleste mennesker jævnligt befinder sig i, hvor de er fanget mellem modsat rettede kræfter. Men emnet var måske lidt for abstrakt at gøre forståeligt for børn. Imens han sidder og funderede og det, lagde han pludselig mærke til en gruppe ulve, som legede i solnedgangen i horisonten. Pludselig kom historien ganske af sig selv:

”Jeg ved ikke, om I kan forestille jer det, men jeg har helte mit liv haft en kamp inden i mig selv, ind imellem har det været en frygtelig kamp og ind imellem har det været en behersket kamp. Men den har altid været der, altid ligget på lur, og overrasket mig, bedst som jeg troede, at den var forsvundet.

Det er en kamp mellem to ulve.

Den ene ulv indeholder grådighed, stolthed, vrede, misundelse og selvoptagethed, og samtidig står den også for modstand, skyld selvmedlidenhed, utilstrækkelighed og modvilje. Den forsøger hele tiden at se sine muligheder for at tage over og komme til at bestemme.

Den anden ulv indeholder fred, kærlighed, venlighed, glæde, sandhed, medfølelse, ydmyghed, autenticitet, venskab, respekt, integritet, godgørenhed, tiltro, fællesskab og empati. Men den må hele tiden være vågen og på vagt.

Den samme kamp foregår inden i Jer, ligesom den foregår i hvert eneste menneske.”

Børnebørnene tænker lidt over historien for en stund. Så spørger den lille pige sin morfar: “Hvilken ulv vinder”?

Den gamle hvidhårede indianer holder en lang pause. Så siger han: “Den, som du giver mest mad”.

Fredagens vise ord:

”Det man bevidstgør, kan man gøre noget ved, det man ikke bevidstgør, gør noget ved os.”

Rigtig god weekend

Karin Jessen
PS4 partner